Om mig

Følelser er budskaber

Om mig

Jeg er psykoterapeut med speciale i emotionsfokuseret terapi, hvor følelserne bruges som en vejviser til forandring og selvforståelse. Terapiformen er evidensbaseret og tager udgangspunkt i kroppen og de følelser, der ofte rummer svarene, før tankerne når at forme dem.

Jeg er også certificeret Systemisk Familieopstiller og har mange års erfaring i at arbejde med det, der ligger under overfladen – de mønstre og relationer, som ofte er skjulte, men alligevel styrer vores liv.

Min baggrund

Jeg har altid været drevet af et ønske om at gøre en forskel. Som ung uddannede jeg mig som jurist, da jeg var optaget af at gøre en forskel for miljøet. Det var meget meningsgivende for mig at få arbejde i Miljøministeriet. Da jeg blev mor til to dejlige sønner mærkede jeg, hvor meget nærvær, kærlighed og fællesskab betyder i familielivet. Det blev et vendepunkt, hvor jeg forstod vigtigheden af være nærværende i livet, mens vi lever det. Jeg sagde mit job op for at leve mere i overensstemmelse med det som var vigtigt for mig – nemlig familien og hvordan vi vokser som mennesker. Jeg valgte at påtage mig midlertidig forældremyndighed for tre flygtningedrenge og opdagede, hvor meget mening jeg finder i at lytte og skabe trygge relationer i svære livssituationer. Siden uddannede jeg mig til Systemisk Familieopstiller (ISFO, 2018), og på grund af mit arbejde som rådgiver hos Børns Vilkår og i Mandecenter København uddannede jeg mig videre til Identitets-orienteret Psyko-Traumeterapeut (IOPT) for at forstå den menneskelige psyke og de traumer, vi bærer med os – og hvordan de kan heles.

Mit arbejde i dag

Jeg er stadig drevet af et ønske om at gøre en forskel, der mærkes.

Med min seneste uddannelse som psykoterapeut i emotionsfokuseret terapi (EFT) og certificeret emotionsfokuseret forældreterapeut (EFST) 2025, har jeg samlet al min viden og erfaring i min praksis på Østerbro, hvor jeg hjælper voksne, der ønsker større ro og nærvær i familielivet.

Jeg ved at vores følelser altid har et budskab til os – og at terapi kan hjælpe os med at forstå og rumme dem, så vi kan leve mere let og kærligt. Det er min vigtigste opgave nænsomt at guide dig igennem en tryg proces af følelsesmæssig forandring og ind i mere balance i dig selv og i dit familieliv.